SEANCE

Det er de flydende grænser, som er kodeordet i Jokum Rohdes dramatik: de flydende grænser mellem dig og mig, syg og rask, drøm og virkelighed.
I dette stykke er det grænseområdet mellem liv og død, der er omdrejningsaksen. Louis og Jimmy mødes nat efter nat for at mane den døde Maria frem. I en rus af kokain og kosangas opløser de to mænd skellet mellem levende og dødt og skiftes til at agere den døde pige, der som levende ikke interesserede dem: hun var blot et gennemsnitsmenneske, der drømte om at blive skuespiller; men som døende og død udøver hun en besættende tiltrækningskraft på dem. ’Jeg begærede hende for det hun ikke selv var. Denne anden dimension hun tilhørte’, siger Jimmy. Kun ved at erindre og iscenesætte sig selv og hinanden som den døde Maria, kan de to mænd føle sig i live.

Men stykket antyder også, at Louis’ og Jimmys afsporede lyst til at træde i karakter som en anden end dem selv afspejler en generel tendens i tiden. En tendens, der vidner om det moderne menneskes dyrkelse af overmennesket, samt dets forsøg på at skjule sig bag en perfekt og uantastelig maske: ’Det handler om karisma. Det gør det hele nu om dage. Politik, økonomi, fysik, kunst’, siger Louis. Personerne i stykket tager konsekvensen af, at de lever i de store iscenesættelsers tid og spejler samtidig på forvrænget vis os, som sidder og kigger på dem.

Stykket opførtes på Bådteatrets intime scene i 2001 og blev af en enig anmelderskare betragtet som værende et af de bedste danske skuespil i længere tid.